FairSub / Blog

I fører 3-2, og der er ti minutter tilbage. Jeres stærkeste midtbanespiller sidder på bænken, fordi det er hendes tur til at hvile. Forælderen ved siden af båsen mumler: "Hvorfor tager du hende af?" Du ved hvorfor. Men i det øjeblik føles det ikke nemt at forklare.

Det er netop i den situation, princippet om lige meget spilletid bliver sat på prøve. Det er let at love alle børn spilletid før kampen. Det er sværere, når I fører med ét mål, og slutfløjtet nærmer sig.

Lige meget spilletid handler ikke kun om at være fair. Det giver alle børn mulighed for at spille, lære og føle sig som en del af holdet. Det er også den retning, DBU har valgt for dansk børnefodbold.

Frafaldsproblemet

Dansk børnefodbold står stærkt i de yngste årgange, men gennem teenageårene falder mange børn fra. Når børn stopper, er der sjældent én enkelt forklaring. I en dansk undersøgelse pegede børn blandt andet på, at de ville gå til noget andet, at der var for meget fokus på at vinde, at de følte sig udenfor, eller at de ikke oplevede at blive bedre.

Spilletid løser ikke alle de problemer. Men tid på banen giver barnet mulighed for at deltage, lære og føle sig som en del af holdet.

Et barn, der ofte sidder længe på bænken, kan begynde at tvivle på sin plads på holdet, især hvis de samme børn samtidig får lov til at spille næsten hele kampen. Det er et mønster, du bør tage alvorligt i børnefodbolden.

Hvad dansk børnefodbold siger

Det her er ikke kun en pædagogisk holdning. Det er kernen i den måde, DBU mener, at børnefodbold skal spilles. I DBU's holdninger til børne- og ungdomsfodbold står det rent ud: "Spillet skal foregå på børnenes og de unges præmisser", og "Oplevelsen er inde – resultater og stillinger er ude". For børn under 12 år afholdes der ikke mesterskaber, og børnene følger som udgangspunkt deres årgang og fællesskab. Det er naturligt at ville vinde kampen, men resultatet skal ikke afgøre, hvem der får lov til at spille.

Spilletiden er en del af det samme børnesyn. DBU's anbefaling Sørg for lige meget spilletid til alle børn slår fast, at "det allervigtigste er, at princippet om Lige Meget Spilletid aldrig skal tilsidesættes for at jagte et resultat". Og det er ikke et stopur-projekt: "Formålet med princippet om Lige Meget Spilletid er ikke, at børnetrænerne skal stå med lommeregneren og stopuret fremme." DBU kalder selv princippet "en rettesnor og en hjælpende hånd", altså en anbefaling, ikke en paragraf med dommerfløjte.

Læs de linjer igen, og tænk på bænken. "På børnenes præmisser" og "lige meget spilletid" går ikke i spænd med, at nogle få børn spiller mest, mens andre kigger på. Lige meget spilletid er ikke bare et venligt princip. Det er en praktisk del af et godt udviklingsmiljø.

Virkeligheden for de sent udviklede

Børn på samme alder kan være meget forskellige i størrelse, styrke, koordination og modenhed. Det påvirker både præstationen på banen og den måde, voksne vurderer barnet på. Et barn, der dominerer som 9-årig, fordi det er højere og hurtigere, er ikke nødvendigvis en stærk spiller om fem år.

Derfor bør du være forsigtig med at bruge dagens niveau som begrundelse for, at nogle børn får langt mere spilletid end andre. Du ved endnu ikke, hvordan børnene udvikler sig de næste år. Lige meget spilletid holder hvert barn med i udviklingen, indtil det viser sig.

Boldberøringer, beslutninger, selvtillid

Spilletid handler ikke kun om fairness. Det handler om de tre ting, der faktisk udvikler fodboldspillere. Det er samme logik, der ligger bag de danske spilleformer: mindre baner og færre spillere i 3 mod 3, 5 mod 5 og 8 mod 8 findes netop, for at hvert barn skal nå flere boldberøringer og flere beslutninger. Men de berøringer kræver, at barnet rent faktisk er på banen.

Boldberøringer. Mindre spilleformer giver hvert barn flere muligheder for at være involveret og røre bolden. Men den mulighed forsvinder, hvis barnet sidder på bænken.

Kampbeslutninger. Skal jeg aflevere eller drible? Følge løbet eller holde positionen? Disse mikrobeslutninger under pres er en stor del af læringen. Både træning og kamp bidrager til udviklingen, men kampene giver børnene situationer, som er svære at kopiere helt på træningsbanen.

Selvtillid. Et barn, der spiller regelmæssigt, udvikler tiltro til sin evne til at bidrage. Selvtillid driver risikovillighed, og risikovillighed driver udvikling. Lad et barn sidde på bænken uge efter uge, og du risikerer at få en spiller, der er bange for at prøve noget, fordi barnet ved, at en fejl betyder udskiftning.

Danmark er ikke alene om den retning

Andre fodboldforbund er landet på lignende principper. AYSO i USA kræver eksempelvis, at hvert barn spiller mindst halvdelen af hver kamp. Det er en regel inden for AYSO, ikke en national regel for al amerikansk ungdomsfodbold. For en gennemgang land for land af, hvad de forskellige forbund faktisk anbefaler, se vores guide til regler for fair spilletid land for land.

Men hvad med de børn, der vil satse mere?

Det er den mest almindelige indvending. Bør lyst og indsats ikke belønnes med mere spilletid?

I alderen 5 til 12 er det svært at skille lyst fra evne, fra humør og fra omstændigheder. Barnet, der "ikke prøver" i dag, kan være træt, bekymret eller optaget af noget i skolen.

Hvis et barn virker ukoncentreret eller ikke deltager aktivt, så prøv først at forstå hvorfor. Tal med barnet, tilpas opgaven eller giv en kort pause. Spilletid bør ikke være den automatiske straf.

Et hold med flere børn, der kan bidrage

Når alle børn får kamperfaring, bliver holdet mindre afhængigt af nogle få spillere. Flere lærer at håndtere situationer under pres, og flere kan bidrage, når nogen er syge eller ikke kan være med.

I stedet for at læne jer op ad nogle få børn, som holdet ofte støtter sig til, får hele truppen erfaring. Er en af dem væk en lørdag, falder holdet ikke nødvendigvis sammen, fordi de andre også har spillet.

Fair spilletid begynder med fair holdudtagning

Fair spilletid inden for en kamp er kun det halve billede. Den anden halvdel, den de fleste trænere overser, er, om hvert barn overhovedet bliver udtaget til kampe.

Et barn, der får sin fair del af minutterne, når det spiller, men ofte ikke bliver udtaget, får alligevel mindre udviklingstid over en sæson. At blive valgt fra gentagne gange kan påvirke barnets oplevelse af at høre til på holdet. Derfor bør du følge både minutterne og hvem der bliver tilbudt kamp.

Hvis du tager fair spilletid alvorligt, så følg holdudtagningen over hele sæsonen, ikke kun minutterne i den enkelte kamp. Vi går dybere ind i det i vores artikel om fair holdudtagning.

Sådan ser fair spilletid ud i praksis

Fair spilletid betyder ikke identisk spilletid ned til sekundet. Det betyder:

• Hvert barn spiller en meningsfuld del af hver kamp. Ikke de sidste 3 minutter.
• Hvert barn udtages til kampe på en fair måde. Ikke kun de børn, der er længst fremme lige nu.
• Fordel tiden så lige som muligt i den enkelte kamp, og følg samtidig mønstret over flere kampe.
• Tid på mål tæller som spilletid, men kan også følges separat.
• Intet barn sættes systematisk på bænken, mens andre spiller hele kampe.
• Lav en plan før kampen, og justér den, når kampen ændrer sig.

Hvorfor FairSub ikke tæller mål

FairSub tæller minutter, ikke mål. Det er et bevidst valg. Når du begynder at måle mål, er det let for resultater at snige sig ind i beslutningerne: hvem der spiller mere, hvem der sidder over. FairSub fjerner det helt. Det eneste, FairSub tæller, er tid på banen, fair fordelt. Det flugter med dansk børnefodbold, hvor resultater og tabeller ikke offentliggøres før U13, og hvor udviklingen skal veje tungere end placeringen.

Spørgsmålet, der betyder noget

Når jeres spillere er 25, vil ingen af dem huske resultatet i den U9-kamp. Men de vil huske glæden ved at spille, en high five efter et mål, og om fodbolden føltes som noget, de hørte til i.

I alderen 5 til 12 betyder udvikling og glæde mere end resultater. Det er præcis det, dansk børnefodbold mener, når oplevelsen sættes ind og resultaterne ud. Fair spilletid tjener begge dele.