FairSub / Blog

Mange fodboldforbund har taget stilling til, hvordan spilletiden bør fordeles i børnefodbold, men de gør det på vidt forskellige måder. Nogle skriver deltagelsen direkte ind i kampreglerne. Andre bruger spilleformen til at gøre rotation let. Og nogle formulerer en tydelig retning, men lader klubben og træneren stå for den konkrete fordeling.

I Danmark er udgangspunktet klart. DBU siger, at alle børn har ret til lige meget spilletid i den enkelte kamp. At kende sit eget forbunds linje ændrer den måde, du træner på, og det ændrer samtalerne med forældre, klubledere og andre trænere. "Det er det, DBU anbefaler" er en stærkere position end "det er det, jeg synes". Her sammenligner vi den danske model med regler og anbefalinger i andre lande.

Det danske udgangspunkt: DBU og lige meget spilletid

DBU har bygget dansk børnefodbold op omkring en klar anbefaling, ikke et slogan og ikke et minutkrav. Den hedder lige meget spilletid, og DBU formulerer den uden omsvøb:

ALLE børn skal spille LIGE MEGET i ALLE kampe.

Det er afgørende at forstå, hvad anbefalingen er, og hvad den ikke er. Den er en af DBU's klare anbefalinger til børneklubber, ikke en spilleregel, der dømmes efter på banen. DBU er udtrykkelig om, at det ikke handler om stopur:

Formålet … er ikke, at børnetrænerne skal stå med lommeregneren og stopuret fremme.

Til gengæld er prioriteringen ikke til diskussion. DBU skriver, at "det allervigtigste er, at princippet om Lige Meget Spilletid aldrig skal tilsidesættes for at jagte et resultat". Det er en holdning med vægt: spilletiden går forud for sejren.

DBU spiller børnefodbold i tre spilleformer fra de yngste og op til U12: 3 mod 3, 5 mod 5 og 8 mod 8. Formaterne bruger korte kampe og fri indskiftning, så det i praksis er let at lade alle børn spille meget. DBU fastsætter ikke et bestemt antal minutter eller en procentsats; regelsiderne understreger blot, at alle børn skal have lige meget spilletid. Spilleformen gør rotationen lettere, men ansvaret for at fordele tiden ligger stadig hos træneren.

Fire måder at sikre spilletid på

Når man sammenligner forbundene, dukker nogle gennemgående mønstre op. Forskellen betyder noget på sidelinjen: et konkret krav skal kunne følges, mens en tydelig anbefaling skal omsættes til en plan, der også holder, når kampen ændrer sig.

En tydelig regel i spilleformen. Deltagelsen er skrevet ind i reglerne. Hvert barn skal spille en bestemt del af kampen, og det kan håndhæves.

En national principp eller vejledning. Forbundet udtaler en tydelig retning, ofte uden en procentsats, og lader spilleformen og kulturen bære den. Det er her, Danmark hører hjemme.

Et lokalt eller organisationsspecifikt mindstekrav. Det nationale forbund sætter ingen fælles grænse, men en lokal liga, et regionalt forbund eller en organisation kræver fx mindst halvdelen af kampen.

Et bredere deltagelsesprincip. Hverken regel eller tal, men en værdi om, at alle børn skal være med og have det sjovt.

En tydelig regel i spilleformen

Italien, FIGC

Det italienske fodboldforbund har en af de tydeligste regler om spilletid blandt de forbund, vi har set på, og den ligger direkte i spilleformen.

For Pulcini (U10 og U11) og Esordienti (U12 og U13) spilles kampen i tre perioder. Alle børn på spillerlisten skal spille mindst én af de to første perioder. Efter første periode skal de børn, der endnu ikke har været på banen, skiftes ind, og de bliver som udgangspunkt på banen resten af anden periode, mens børn, der spillede hele første periode, kan skiftes ud. I tredje periode er der mulighed for løbende udskiftninger.

Effekten er, at hvert barn i truppen får reel kamptid, før der træffes en eneste taktisk udskiftningsbeslutning. En italiensk træner kan ikke sætte et barn på bænken i en hel halvleg, for spilleformen forbyder det. Hvor Danmark sætter en anbefaling, lægger Italien sin garanti direkte ind i reglerne, og både modstandere og dommere kender den.

En national principp eller vejledning

Danmark er selv det tydeligste eksempel i den her gruppe: en klar national anbefaling uden et tal. Tre andre lande ligger tæt på.

Norge, NFF

Norges Fotballforbund formulerer retningen næsten lige så tydeligt som DBU. I retningslinjerne for barnefotball hedder det, at alle spillere i kampen skal spille tilnærmelsesvis lige meget, og at resultatbaseret toppning ikke skal forekomme. Læg mærke til ordet "skal". NFF angiver ingen procentsats eller et bestemt antal minutter, men forventningen til træneren er tydelig, og spilleformen med flere perioder og anbefalede trupstørrelser understøtter den.

Sverige, SvFF

Det svenske fodboldforbund deler kampene op i flere korte perioder i stedet for to halvlege. I 5 mod 5 (8 til 9 år) og 7 mod 7 (10 til 12 år) spilles tre lige lange perioder. Den officielle vejledning er tydelig:

De tre perioderna kan även användas till att göra byten och därmed låta alla spelare spela minst två tredjedelar av speltiden.

Med andre ord: perioderne kan bruges til udskiftninger, så hvert barn spiller mindst to tredjedele af kampen, cirka 67 procent. SvFF skriver ikke "67 procent" som en regel. Til forskel fra DBU peger SvFF altså mere konkret på, hvordan perioderne kan bruges til at fordele spilletiden. Det er en vejledning, ikke en landsdækkende procentregel.

Stockholms Fodboldforbund lægger en tydeligere ambition oven på. I deres foreningscertifikat indgår en spilgaranti: alle spillere, der er udtaget til kamp, skal spille mindst halvdelen. Det er en lokal foreningsnorm, ikke en national SvFF-regel.

Frankrig, FFF

Det franske fodboldforbund betoner deltagelse og udvikling i sin foot d'animation for de yngste, hvor trænerne kaldes éducateurs. I FFF's materiale om børnefodbold hedder det, at alle spillere skal have lige meget spilletid, og kampene har korte, aldersbestemte længder i de yngste årgange. For de ældre småbaneformater peger flere distriktsreglementer i retning af mindst omkring halvdelen af spilletiden per spiller, nogle gange med tanken om, at hvert barn starter en periode. De konkrete tal sættes på distriktsniveau, ikke som én national regel.

Lokale eller organisationsspecifikke mindstekrav

Her sætter det nationale forbund ingen fælles grænse. Kravet, hvis det findes, kommer fra en lokal liga, et regionalt forbund eller en organisation.

England, The FA

The Football Association angiver den nationale filosofi gennem sit grassroots-rammeværk: hvert barn skal have meningsfuld spilletid i hver kamp. Den præcise procentsats er ikke fastlagt nationalt. Mindstekravet opstår lokalt, hvor mange grevskabs- og lokalforbund og grassroots-rækker sætter et minimum per spiller, ofte mindst halvdelen, nogle gange en fjerdedel. De præcise tal varierer fra række til række.

USA, US Soccer og AYSO

US Soccer fastsætter gennem sine Player Development Initiatives standarder for spilleformerne U6 til U12, altså banestørrelse, spillerantal og regler som build-out line, men ikke en fælles national procentsats for spilletid. En anden stor amerikansk organisation, AYSO, har derimod en klar regel under sin "Everyone Plays"-filosofi:

Every player on every team must play at least 50 percent of every game.

Der findes altså ingen fælles national amerikansk procentsats. AYSO kræver, at hvert barn spiller mindst halvdelen af hver kamp, og 50 procent er en udbredt norm i organiseret amerikansk børnefodbold, men det er ikke et landsdækkende krav.

Portugal, FPF

I Portugal er det værd at skille to niveauer ad. Det portugisiske forbund (FPF) fastsætter aldersrækkerne og bestemmer, at de yngste kategorier, fra sub-7 til sub-11, kun spiller i aktiviteter uden tabel og resultatformidling. Det skaber ikke et nationalt mindstekrav til minutter per spiller. De konkrete regler om varighed, udtagelse og udskiftninger ligger ofte hos de regionale forbund og turneringerne, ligesom grevskabsforbundene i England. I AF Porto tillader rækkerne i 7 mod 7 for sub-10 og sub-11 i 2025/26 fri udskiftning og genindtræden, men reglementet fastsætter ikke et individuelt minimum af spilletid. En portugisisk træner bør derfor tjekke turneringens eget reglement før kampen.

Bredere deltagelsesprincipper

Holland, KNVB

Det kongelige hollandske fodboldforbund bygger sin børnemodel op omkring, at glæden ved spillet kommer først, med læring gennem leg. KNVB anbefaler tydeligt, at alle børn deltager og får nogenlunde lige meget spilletid, men sætter ingen national procentsats. Forventningen formes gennem træneruddannelse og klubkultur snarere end gennem regelsættet. Det ligner det danske udgangspunkt.

UEFA

UEFA's grassroots-programmer og Football in Schools-initiativet fremmer princippet om, at hvert barn skal kunne deltage, spille, lære og have det sjovt. Grassroots-charteret opfordrer de nationale forbund til at sikre reel deltagelse for alle børn, men binder dem ikke til en procentsats. Princippet sættes, og gennemførelsen delegeres til forbund som DBU.

Tilbage til Danmark: den anden akse, DBU faktisk nævner

De fleste regelsæt rundt om i verden taler kun om spilletid: hvor mange minutter et barn får, når det først er på holdet. Her er DBU faktisk et skridt foran. Når DBU beskriver børnenes rettigheder i dansk børnefodbold, kobler forbundet to ting sammen i samme sætning:

Alle børn har også lige meget ret til at blive tilbudt at spille kamp og til lige meget spilletid i den enkelte kamp.

Læg mærke til de to dele. Den ene er lige meget spilletid i den enkelte kamp, som vi har set hele vejen igennem. Den anden er retten til at blive tilbudt at spille kamp, altså selve holdudtagningen hen over sæsonen. Det er to forskellige spørgsmål, og det andet bliver let glemt.

DBU's børnesyn er forankret i en række børnerettigheder og børneløfter, der er inspireret af FN's børnekonvention. Pointen for dig på sidelinjen er enkel: fair behandling handler både om minutterne i kampen og om, hvor ofte barnet overhovedet bliver taget med. Et barn, der får fair tid, når det spiller, men efterlades hver tredje kamp, sakker stadig bagud.

Hvad gør du, hvis din række ikke har nogen politik?

Mange lokale rækker og breddeaktiviteter har ingen skrevne regler om spilletid. Så er det dig, der sætter standarden, og i Danmark har du DBU's anbefaling i ryggen.

En enkel politik, du kan vedtage:

1. Spilletiden fordeles som udgangspunkt lige mellem de børn, der er med til kampen.
2. Tid på mål følges separat fra tiden som markspiller.
3. Følg både fordelingen i den enkelte kamp og mønstret over flere kampe.
4. Rotationen planlægges før kampen og kommunikeres til børn og forældre.

Selv uden et konkret krav kan holdet have en tydelig linje for spilletid og udtagelse. Det gør planen lettere at forklare for både børn og forældre. Og husk den anden akse, vi så hos DBU: at fair spilletid og fair holdudtagning er to forskellige spørgsmål, og at de fleste regelsæt kun nævner det første.

Tendensen er klar

På tværs af landene peger retningen samme vej. Mere spilletid i de yngre årgange, mindre tidlig selektering, mindre spilleformer bygget til deltagelse og udvikling før resultater op til 12 år.

Vejene er bare forskellige. Italien lægger en tydelig regel ind i spilleformen. Sverige og Frankrig bruger formatet og distrikternes vejledning. England og USA overlader mindstekravet til lokale rækker og organisationer. Danmark, Norge og Holland sætter en tydelig national retning og stoler på, at spilleformen og kulturen bærer den. DBU's lige meget spilletid er præcis den slags holdning, retningen peger imod.

Børn skal deltage, spille meget og have mulighed for at udvikle sig gennem kampene. For en længere gennemgang af, hvorfor den prioritering er vigtigere end kampresultater i denne alder, se hvorfor fair spilletid betyder mere end at vinde i alderen 5 til 12.