Hvorfor børn ikke bør specialisere sig for tidligt
Børn lærer spillet bedre, når de får prøve forskellige positioner.
Det tager ikke lang tid, før positionerne begynder at sætte sig på et ungdomshold.
Træneren lærer spillerne at kende, ser hvor de føler sig trygge og bygger videre derfra. En tydelig rolle hjælper spilleren, og den hjælper holdet.
Det er ofte sådan, tidlig specialisering begynder. Ikke som en bevidst beslutning, men fordi noget fungerer.
En spiller gør det godt på en position og får lov til at spille der igen ugen efter. Og ugen efter igen. Efterhånden taler vi ikke længere kun om, hvor barnet spiller, men om hvad barnet er. Forsvarsspiller, midtbanespiller, angriber eller målmand.
For et barn, der stadig er ved at lære spillet, kan det ske alt for tidligt.
Bredde før specialisering
Specialisering er en naturlig del af spillerudviklingen. Når spillerne bliver ældre, bliver rollerne tydeligere, og det giver mening at fokusere mere på en eller to positioner.
Men først har de brug for et bredt fundament.
Frem til 11-mandsfodbold er der meget at vinde ved at opleve spillet fra forskellige positioner. Ikke fordi alle børn skal spille overalt, men fordi forskellige roller giver erfaring med forskellige dele af spillet.
At spille flere positioner kan også hjælpe en spiller med bedre at forstå sin primære position. Man ser, hvad medspillerne har brug for, hvordan rummene ændrer sig og hvordan en beslutning ét sted på banen påvirker det, der sker bagefter.
Meget af den forståelse kommer af selv at have oplevet det.
Du kan kun opdage det, spilleren får mulighed for at vise
Der er også et andet problem ved at specialisere sig for tidligt.
Hvis et barn altid spiller på den samme position, får træneren først og fremmest at se, hvordan barnet fungerer netop dér.
Det kan hurtigt blive et mønster. Spilleren gør det godt, så spilleren bliver der. Og fordi spilleren bliver der, opstår der færre muligheder for at opdage, hvad der ellers kunne udvikles.
Når et barn er ni eller ti år, ved vi stadig meget lidt om, hvilken spiller barnet med tiden bliver.
Børn udvikler sig i forskelligt tempo. De fysiske forudsætninger ændrer sig, men det gør teknik, koordination, selvtillid og forståelsen af spillet også.
Det, der fungerer bedst i dag, fortæller ikke nødvendigvis, hvor spilleren vil være stærkest om nogle år.
Den sværere del af trænerjobbet
Det er forholdsvis let at se, hvad en spiller allerede gør godt. Det sværere er at se, hvad spilleren stadig har brug for at få mulighed for at udvikle.
Nogle gange betyder det, at man ikke vælger den nemmeste løsning til næste kamp.
På en uvant position kan beslutningerne tage længere tid, og placeringen på banen sidder måske ikke naturligt fra start. En anden spiller kunne måske have løst opgaven bedre den dag.
Det er en del af læringen.
Positioner kræver også kontinuitet. At flytte børn rundt uden at give dem tid til at forstå en rolle skaber ikke automatisk bedre spillere. Målet er ikke at samle på så mange positioner som muligt.
Målet er at holde nok muligheder åbne, mens børnene stadig bygger deres forståelse af spillet.
Når spillerne nærmer sig 11-mandsfodbold, og specialisering bliver mere relevant, er der stor værdi i allerede at have oplevet fodbolden fra flere steder på banen.
En position kan være barnets opgave i dag. Den behøver ikke definere, hvilken spiller barnet bliver.