FairSub / Blog

Det er midt i første halvleg. Du ved, at næste skift nærmer sig, men kampen har krævet din opmærksomhed, og du er ikke længere sikker på, hvem der har ventet længst.

Det er her, en enkel metode gør forskellen. Ikke fordi udskiftninger er komplicerede i sig selv, men fordi de skal håndteres samtidig med resten af kampen: at coache, følge med i spillet, holde styr på en bænk fuld af rastløse børn og svare på spørgsmål fra sidelinjen.

Her er fem metoder med forskellige styrker og begrænsninger.

Hvorfor det er svært at holde styr på udskiftninger under kampen

Grundproblemet: at fordele udskiftninger kræver eftertanke, og en igangværende kamp giver dig ikke meget tid til at tænke.

Du skal holde styr på, hvem der er på banen, hvem der har ventet længst, hvor mange minutter hver spiller har fået, hvem der har stået på mål, og hvem der er gået ud skadet. Og du skal gøre det, mens bolden er i spil, og børnene spørger, hvornår de skal ind.

Jo flere børn, roller og skift du skal holde styr på, desto lettere er det at miste overblikket. Det skyldes ikke manglende engagement. Opmærksomheden er allerede rettet mod kampen, børnene og de beslutninger, der skal tages undervejs.

Metode 1: Rækkefølgen på bænken

Den enkleste metode. Tæl ikke minutter. Tæl rækkefølge. Lad den, der har ventet længst, gå ind næste gang. Aftal samtidig en enkel rækkefølge for, hvem der går ud.

Sådan virker det: Når du foretager en udskiftning, ryger den udgående spiller bagest i en tænkt kø. Barnet forrest i køen (længst ventetid) går ind næste gang.

Fordele: Ingen hjælpemidler nødvendige. Let at forklare for en assistent eller holdleder, der hjælper til på bænken.

Ulemper: Metoden holder styr på rækkefølgen, men ikke de præcise minutter. Den tager ikke højde for tid på mål eller skader. Hvis en spiller går ud skadet og kommer tilbage, bliver køpositionen utydelig.

Bedst til: Små trupper (8 til 10 børn), enkle spilleformer som 3 mod 3 eller 5 mod 5.

Metode 2: En fysisk kø på bænken

Gør rækkefølgen synlig ved at lade børnene på bænken stå i den orden, de skal ind.

Sådan virker det: Lad børnene på bænken sidde eller stå i den rækkefølge, de skal ind. Når den første går på banen, flytter resten én plads frem, og barnet, der kommer ud, stiller sig bagest.

Fordele: Visuelt, håndgribeligt, svært at miste rækkefølgen. Børnene kan selv styre det.

Ulemper: Kræver, at børnene husker rækkefølgen, når kampen bliver spændende. Tager ikke højde for, hvor mange minutter hver enkelt har fået.

Bedst til: Hold, hvor børnene er gamle nok til selv at holde styr på rækkefølgen på bænken.

Metode 3: Timer-metoden

Brug telefonens stopur eller en simpel timer.

Sådan virker det: Indstil tilbagevendende alarmer ved dine rotationsintervaller. Hvert 8. minut, hvert 10. minut, et interval, der passer til kampens længde og antallet af børn. Når alarmen lyder, foretager du den næste udskiftning. Rotér i en fast rækkefølge, du har besluttet før kampen.

Fordele: Du behøver ikke tælle minutter. Timeren gør det. Bare følg rækkefølgen.

Ulemper: Stop, skader og målmandsskift forstyrrer rytmen. Hvis du springer en alarm over, forskydes hele sekvensen. Og telefonskærme er svære at læse i sollys.

Bedst til: Trænere, der planlægger rækkefølgen på skiftene på forhånd, har en enkel rotation og er parat til at justere, hvis et skift bliver forsinket.

Metode 4: Makkersystemet

Sæt hvert barn på bænken sammen med en markspiller. Når den ene kommer af, går den anden ind. Faste par, faste intervaller.

Sådan virker det: Bestem parrene før kampen. Fortæl hvert par, hvem de skifter med, og hvornår det første skift er planlagt. Lær børnene at styre det selv.

Fordele: Børnene forstår det med det samme. Selvkørende efter de første kampe. Når børnene kender deres makker, skal træneren huske færre skift.

Ulemper: Makkersystemet fungerer bedst, når bestemte roller kan deles mellem to børn. Det er sværere at bruge som samlet plan, hvis der er flere spillere på banen end på bænken. Og hvis det ene barn i et par er skadet, mister det andet sin rotationspartner.

Bedst til: Trupper, hvor antallet på bænken er tæt på antallet af markspillere.

Metode 5: Brug en app

Nogle apps beregner skiftene ud fra den registrerede spilletid. Andre viser en fast plan, som træneren selv må justere undervejs.

Sådan virker det: Før kampen lægger du din trup og spilleform ind. Appen laver en rotationsplan. Under kampen viser en nedtælling, hvornår næste skift skal ske. Du foretager skiftet, og appen registrerer det.

Fordele: Holder styr på samlet spilletid hen over hele sæsonen og kan give besked med lyd, vibration og en notifikation på låseskærmen, når næste skift nærmer sig.

Ulemper: Du skal have telefonen på sidelinjen og nok batteri til hele kampen. Apps fungerer forskelligt. Tjek, hvor meget du skal bruge telefonen under kampen, og hvilke funktioner der kræver betaling.

Bedst til: Hold, hvor træneren ønsker automatisk beregning og løbende registrering af spilletiden.

Det er værd at vide, at apps fungerer forskelligt. Nogle viser et statisk skema, der genereres før afspark: skift kl. 1:15, skift kl. 2:30 og så videre. Hvis virkeligheden forstyrrer skemaet (et mistet skift, en skade, en spiller der er længe om at komme ud), tilpasser det sig ikke. FairSub er bygget som en dynamisk plan: når noget ændrer sig under kampen, beregnes de resterende skift igen ud fra den aktuelle situation. Vi gennemgår forskellen i hvorfor en udskiftningstimer ikke er nok.

Specialtilfældet: stævner i børnefodbold

For de yngste spilles børnefodbolden ofte som stævne med flere korte kampe på samme dag. Det ændrer spørgsmålet om udskiftninger: du skal både fordele tiden i den enkelte kamp og holde øje med mønstret gennem dagen.

Hver ny kamp er en ny chance for at jævne ud. Det enkleste er at begynde næste kamp med nogle af de børn, der fik mindst tid i den forrige, hvis det passer med deres ønsker og roller. Så behøver du ikke holde minutterne i hovedet hele dagen, bare huske, hvem der har ventet længst, når næste afspark kommer.

Kampformat og spilletid fastsættes af turneringsudbyderen. Tjek derfor programmet på forhånd, og brug pauserne mellem kampene til at se, hvem der har spillet meget eller lidt.

Hvad siger DBU om spilletid?

DBU's udgangspunkt er, at børnene i den enkelte kamp spiller lige meget. Det er ikke en øvelse i identiske sekunder. DBU skriver selv, at det "til enhver tid er en rettesnor", og at formålet ikke er, "at børnetrænerne skal stå med lommeregneren og stopuret fremme". Skader, træthed og individuelle hensyn kan ændre planen, men kampens resultat bør ikke være grunden til, at de samme børn får mindre tid.

En metode til udskiftninger hjælper dig med at fordele minutterne bredt blandt de børn, der er med til kampen. Over sæsonen kan en separat oversigt vise, om alle regelmæssigt får tilbud om at komme med.

Vælg en metode, du kan bruge under kampen

En plan før afspark giver dig noget at arbejde ud fra, men den skal kunne justeres. Når beslutningerne først tages under kampen, bliver det lettere at udsætte et skift eller miste rækkefølgen. Fortæl også børnene, hvad de kan forvente: det er lettere at vente, når man ved, hvornår man omtrent skal ind, og det reducerer antallet af spørgsmål fra bænken.

Se tilbage efter kampen. Den enkelte afvigelse er sjældent afgørende, men et mønster over flere kampe kan vise, om de samme børn ofte får mindre tid. Spor ikke kun minutterne i kampen, men også, om det er de samme børn, der bliver helt udeladt af kampene. Selv med en god plan kan et skift blive glemt eller forsinket. Det er en normal del af en kamp, hvor opmærksomheden hele tiden flytter sig. Den bedste metode er den, der hjælper dig med at bevare overblikket og justere uden at tage fokus fra børnene og spillet.